Højsæsonen begynder om foråret og bygger sig op hen over sommeren for at være på sit højeste i efteråret, men det er en skrøne at der ingen lopper er om vinteren, de kan fint trives i vores milde vintre.
De fleste lopper vi ser i dag er kattelopper, også på hundene. Det er ikke sådan at lopper springer fra hund til hund, loppen bliver på sit værtsdyr efter at det har spist sit første måltid, skulle den imod forventning falde af, kan den kun overleve i ca. 3-5 dage.
Smitte foregår derimod via omgivelserne, hunden drysser loppeæg af til omgivelserne.
Ægget klækkes i løbet af 1-10 dage, hvorefter loppelarven gemmer sig et mørkt sted og forpupper sig. I puppestadiet bliver den nye loppe til i løbet af ca. 10 dage. Men den nye loppe kommer ikke ud af sin puppe før den kan mærke vibrationerne fra et værtsdyr i nærheden. Hvis en puppe ikke stimuleres til at klække, kan de leve beskyttet i puppen i op til 6 mdr.
Indenfor 48 timer er lopperne klar til reproduktion, en hunloppe kan lægge ca. 50 æg om dagen, det bliver til ca.1500 æg i hele sin levetid.
Loppen kan smitte med bændelorm, da loppelarven spiser bændelormens æg og derved kan overføre smitte til sit værtsdyr.
Mange hunde og katte lider i dag af loppeallergi, de reagerer på loppens spyt når den bider, men udover kløe/irritation ved selve biddet, reagerer de meget voldsomt med udslet som er behandlingskrævende.
Derfor er forebyggelse den bedste metode til bekæmpelse af lopper.